Behandlingsområder

titlebar-bg01.jpg

En uundgåelig del af det at være menneske indebærer at opleve krise. Vi oplever før eller senere i livet modgang, livskriser, eller at tingene ikke går som forventet. Sommetider kan vi nøjes med at hjælpe os selv gennem vores familie, netværk eller selvhjælpsbøger, men nogle gange løber vi ind i en blindgyde, hvor vores ihærdige forsøg på at få det bedre ikke skaber bedring. På det tidspunkt kan det være nødvendigt at vise sin sårbarhed og få hjælp udefra af en professionel psykolog. Det er mit ønske at hjælpe dig på dette stadie i dit liv. Uanset, hvad du døjer med, er der håb forude, nye drømme og nye måder at indrette dit liv på.

Min mission som psykolog er at hjælpe mennesker til at finde livskvalitet, udleve deres drømme, give perspektiver på deres vanskeligheder og hjælpe med at acceptere det der ikke kan ændres og ændre det der kan ændres. Med andre ord:
“Ens liv behøver ikke at stå stille, da der kan være muligheder for nye drømme, muligheder for nye mål og muligheder for nye dage forude”.

Stress

Som mange samfundskritikere nævner, lever vi i et samfund, hvor der kræves mere og mere præstation og omstillingsparathed af individet. For mange kommer kravene også fra en selv – og i den forbindelse har flere og flere mennesker for høje krav til sig selv. Stresssymptomerne kan variere fra person til person og kan komme til udtryk som fysiske, psykiske eller adfærdsmæssige symptomer.

Symptomerne kan fx være:
- Fysiske - indre uro, hovedpine, mavesmerter, vægttab/øgning mm.
-Psykiske - træthed, irritabilitet, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær mm.
- Adfærdsmæssige symptomer - søvnløshed, aggressivitet, nedsat præstationsevne, ubeslutsomhed mm.

Varer symptomerne længe, og føler du, at du har svært med at standse dig selv, har du brug for hjælp.

Depression

Depression adskiller sig fra at være ked af det en dag eller at have en dårlig dag, idet det varer ved over længere tid og kan hæmme en i dagligdagen. Depression er kendetegnet ved, at man er nedtrykt eller ked af det, har nedsat lyst eller interesse og nedsat energi og er mere træt end normalt. Ligeledes kan man bl.a. opleve skyldfølelse og selvbebrejdelse, manglende selvfølelse eller selvtillid, søvnproblemer og ændringer i appetit og vægt. Det kan opleves som en uafrystelig plage, som varer ved i løbet af dagligdag.

Angst

Det er helt normalt at man ind i mellem kan være bange eller nervøs for nogle ting, og vi har gennem evolutionen lært at blive bange eller urolige for situationer, som rent faktisk er farlige. Men angst kan opleves som værende en følelse af at være bange, nervøs og anspændt hele tiden, også uden en egentlig grund. Angsten kan således gå hen og blive hæmmende for ens hverdag og almindelige sociale aktiviteter og pludselig opleves som uoverskuelige og ubehagelige. Man kan ligeledes udvikle angst for bestemte situationer, fx som at færdes blandt andre mennesker, have overdrevne bekymringer eller at undgå almindelige steder.

Livskriser

Livet byder på op- og nedture. Det er helt normalt at gennemgå nogle livsændrende kriser som man har svært ved at bearbejde alene. Livskriser er ikke defineret af nogle bestemte hændelser og er meget individuelle. En krise kan synes at komme ud af det blå, som f.eks. en fyring, skilsmisse, eller sågar et trafikuheld som så medfører en livsændrende krise. Fælles for enhver livskrise er, at man får bearbejdet den og får de rette værktøjer til at tackle de problemer som kan forekomme.

Sorg

Når man oplever at miste en elsket eller nærtstående person til døden, oplever man oftest sorg som en naturlig reaktion. Sorgen findes i mange former og afskygninger. Typiske følelser er et stort afsavn, tristhed, vrede og frustration, opgivenhed og manglende accept. Sorgen kan variere fra person til person, men for nogle kan den stå på over længere tid og være hæmmende for ens tilværelse. Sorgen kan også gå hen og udvikle sig til en længerevarende depression eller skabe en eksistentiel krise.

Parterapi

I alle parforhold kan der opstå konflikter, skænderi og magtkampe, som kan føre til vanskeligheder med at bevare kærligheden, den gensidige forståelse og samhørighed. Det kan samtidig være meget nedbrydende og skabe betydelige udfordringer med at opretholde et sundt forhold. Der findes ikke et endegyldigt svar på, hvad der kan redde et parforhold. I parterapi vil der være fokus på at skabe en åben og tryg dialog, hvor vi i fællesskab udforsker uhensigtsmæssige mønstre og kerneproblematikker i jeres forhold og finder nye veje til at løse problematikkerne på.